>Prøvede at forestille sig<

Steffen Kretz brugte rutebilen som transportmiddel. Alle hovederne og ryggene foran ham så ganske almindelige ud; de var ham ubekendte og anonyme. Måske et par forretningsmænd og nogle turister.

Der er ingen grund til at være urolig, blev han ved med at fortælle sig selv.

Han var ikke nervøst anlagt. Da han var blevet rekrutteret til tjenesten, havde de fundet ud af, at han var rolig, sindsligevægtig og fuld af sund fornuft. Det var lige så ualmindeligt for ham at blive usikker, som han var nu, som det var for en atlet pludselig at få høj temperatur.

Ifølge hans ur ville det ikke vare længe nu. Lige ud af bussen, ned til Drosselgasse — og til kæresten. Steffen Kretz prøvede at forestille sig, hvad de ville gøre med ham. Ville de køre direkte til en amerikansk militærlejr? Eller til deres hovedkvarter i Heidelberg? Eller til et eller andet skjulested? Måske deres station i München?

Steffen Kretz vidste, hvad hans egne folk ville gøre i en sådan situation. Men det ville blive interessant at se, hvordan de andre klarede opgaven.

Den tweedklædte kvinde snorkede. Da Steffen Kretz havde sat sin madpakke til livs, lænede hun sig tilbage i sædet med skinnende næse og åben mund. Hun var et ucharmerende syn.

Han prøvede at lukke hende ude fra sine tanker. Nu, da Steffen Kretz skulle til at foretage det endelige skridt, kom han igen til at tænke på sin mor. Jo mindre hun vidste, jo bedre. Han vidste, at det ville blive et frygteligt chok for hende, men han håbede, at de ville fortælle det til hende på en nænsom måde.

Steffen Kretz havde jo ikke nogen del i det. Det måtte selv inspektoratet vide.
Så den gamle dame skulle være i sikkerhed.
Og hans kone .

Stakkels hende. Hun var fanget i noget, hun ikke forstod. De ville fortælle hende om køresten, det vidste han, og de ville angive det som grunden til det, der var sket. Steffen Kretz ville tro, at det hele var sket for en anden kvindes skyld, og hun ville sidde bitter og meget såret tilbage.

Ja, stakkels hende.