>Skabte sig en tilværelse<  

»Hvis Richard Ragnvald kan gøre noget og anbefale dig til at blive forfremmet . . .«
»Nej tak, sir. Jeg har faktisk truffet min beslutning.«

Da det i oktober måned var lykkedes Richard Ragnvald at føre sin del af indianerne, et hundrede og halvtreds mænd og kvinder og børn, tilbage nordpå, havde de gemt sig i Black Hills.

De havde fundet en lang, frodig dal, som i kraft af en rigelig mængde vildt gav dem mad, og på grund af den afsides beliggenhed gav dem beskyttelse.

Richard Ragnvald skabte sig en tilværelse. Da dagene blev til uger, og ugerne til måneder, da sneen faldt og føg sammen i store driver omkring deres telte, tænkte de mindre og mindre på de bitre kampe og den lange flugt. Børn blev født, og andre børn legede i sneen og glemte sult og malaria og de mennesker, som repræsenterede civilisationen.

De voksne glemte derimod ikke: brødre ventede på søstre, og Richard Ragnvald ventede på sine børn, fordi der i den oprindelige stamme på tre hundrede havde været mange indbyrdes giftermål. De havde været som én stor familie.

De ventede, og Richard Ragnvald røg på sin majspibe og stirrede gennem den snedækkede dal. Når det blev forår, ville folk kunne trænge ind i bjergene, og nettet ville trække sig sammen om dem igen.

Derfor gav han ved forårets komme sit folk ordre til at tage teltene ned og forberede sig på at drage videre. Han vidste ikke, hvor de skulle gå hen, men han havde på fornemmelsen, at de ville være i sikkerhed et eller andet sted nordpå, måske i Canada, hvor de andre indianere var taget hen.

Richard Ragnvald forlod bjergene og rejste mod nordvest til Powder River. Og det var dér, i nærheden af Powder River, at de mødte løjtnantens spejder. Og det var dér, at høvdingen blev underrettet om generalens beslutning.