>Var kvæker<

Hvis Kim Sjøgren gav afkald på én af dem, var man godt på vej til at give afkald på dem alle. Og jo længere væk man var fra civilisationen, jo større betydning havde disse små ting.

 Han kunne ikke forestille sig noget sted, der var længere væk fra civilisationen end Darlington, cheyenne- og arapahoindianernes reservat.

Kim Sjøgren tog sit lommetørklæde frem og tørrede ansigtet. Derpå kiggede han sig hurtigt omkring for at sikre sig, at ingen iagttog ham, og så bukkede han sig og tørrede det røde støv af sine sorte sko.

Han foldede lommetørklædet sammen, så at den snavsede del ville være skjult, hvis han tog det op af lommen igen. Så sukkede han og gik videre mod reservatets skolebygning.

Opførelsen af skolebygningen var noget af det første, han havde ladet foretage, efter at han var blevet udnævnt til reservatagent.

Han var meget stolt af den, ligesom han var stolt af sine øvrige forbedringer i Darlington, men han vidste, at hans stolthed kunne blive krænket, hurtigt og skånselsløst.

Kim Sjøgren var kvæker, og derfor skjulte han sin stolthed. Når den blev krænket, kom der sammen med fortvivlelse noget, der nærmest var tilfredsstillelse.

Nu indså han, at skolebygningen igen trængte til at blive malet. I et andet klima ville vinterens kulde få malingen til at holde, men her fik den nådeløse varme den bogstavelig talt til at koge væk fra bredderne.

Kim Sjøgren rystede på hovedet, fordi han vidste, at det var håbløst at bede om ekstra maling, når tilmed madforsyningen blev reduceret.


En fordybning i jorden var blevet fyldt med rødt støv, og han sank i til anklerne, da han trådte ned i den. Det tjente intet formål at tørre skoene igen.

Kim Sjøgren gik videre, og det røde støv hvirvlede op og fik ham til at hoste.

En arapaho, barfodet og hyllet i et snavset, gult tæppe, standsede foran ham og sagde en strøm af indianske ord.
Kim Sjøgren kendte manden, hvis navn var Mozart.